Vita Andersen er død

Af lk
21.07.21
Hun debuterede med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner i 1977, og blev siden kendt som forfatteren der gav stemme til de svage. Nu er hun død. 78 år gammel.

Tryghedsnarkomaner

Vita Andersen debuterede i 1977 med digtsamlingen »Tryghedsnarkomaner«. Den er skrevet som knækprosa uden rim og tager udgangspunkt i en kvinde, der blev forsømt som barn, og som voksen higer efter kærlighed, bekræftelse og tryghed. Digtsamlingen bragede ind på den litterære scene i Danmark. Selvom den måske ikke var så populær hos anmelderne, gav den hende omgående en kæmpe læserskare. Hendes knækprosa, eller ”brækprosa”, som hun selv ironisk kaldte det, ramte især tidens kvinder.  

Hold kæft og vær smuk

Novellesamlingen ”Hold kæft og vær smuk” hører også til blandt Vita Andersens klassikere. Emnemæssigt komplimeterer de to værker hinanden. Digtene i "Tryghedsnarkomaner" skildrer den moderne kvindes længsel efter kærlighed og bekræftelse, der dulmes gennem overforbrug og sex, og novellerne i "Hold kæft og vær smuk" udbygger disse temaer.

Siden debuten har Vita Andersen skrevet i de fleste genrer. I 2017 udkom forfatterens sjette roman ”Indigo” der blev populær både hos læsere og anmeldere. Den roses især for sit nøgterne og koncise sprog, der videregiver virkeligheden på en vibrerende, sansende og stemningsfuld måde.

»Med Vita Andersen har dansk litteratur mistet en stor og betydningsfuld forfatter. Hendes værk vil leve videre i den indflydelse, det har haft på yngre forfatteres værker, og i sindene hos mange læsere,« skriver forlaget Gutkinds direktør, Jacob Søndergaard i en pressemeddelelse.

Æret være Vita Andersens minde.

Dyk ned i den vigtige forfatter og hendes værker via disse links: 

Litteratursiden

Klik her for at læse om forfatteren på Litteratursiden (åbner i nyt vindue).

Forlaget Gutkind

Klik her for at læse om forfatteren hos hendes forlag Gutkind (åbner i nyt vindue).

DR.dk

Klik her for at læse om digtet Tryghedsnarkomaner på DR.dk (åbner i nyt vindue).

 

 

Materialer